Indlæg til Universitetsavisen, nr. 8, 2000 maj 4

Fri os fra filosofi

Filosoffernes påstand om filosofiens værdi for videnskabsfolk savner ethvert grundlag. Filosofi har været skadelig, værst ved at forkvakle forståelsen af psykologi

Det måtte jo komme, filosofpræsteskabets modangreb for at tilbageerobre det tabte filosofikum. Filosofikum var en prøve i filosofi som enhver studerende ved Københavns Universitet skulle bestå for at måtte studere videre i andre fag. Prøven blev afskaffet i 1971. Nu er modangrebet sat ind i Politikens kronik den 12. februar om Filosofikums nødvendighed af Claus Emmeche, Simo Køppe og Frederik Stjernfelt. Som omtalt i Universitetsavisen den 30. marts har dette allerede inspireret politikerne på Christiansborg. De vil nu diktere indholdet af universitetsundervisningen.

Når Politikens tre kronikforfattere skal begrunde hvorfor filosofikum bør genindføres, siger de straks at ‘filosofikum er for os at se i sidste ende et spørgsmål om videnskab’. Ikke overraskende, det er den måde filosoffer altid taler på. Vrøvl ud i luften. ‘Videnskab’ er nemlig rent gas, ordet betegner ingenting. Enhver udtalelse om hvad videnskab er, eller gør, eller siger, kan man vide på forhånd er vrøvl. Det nærmeste fornuftige til ‘videnskab’ man kan komme er at konstatere at visse fagfolk, altså folk der specielt giver sig af med særligt udvalgte forhold af en eller anden karakter, kan specialisere sig yderligere på den måde at de giver sig af med at udtænke og udforme beskrivelser af de pågældende forhold. Sådanne beskrivelser der stemmer godt sammen med andre relevante beskrivelser, betegnes som videnskabeligt gyldige eller forsvarlige. Aktiviteten at udforme videnskabelige beskrivelser kan naturligvis handle om ethvert aspekt af verden som vi oplever den. Personer der giver sig af med sådan aktivitet betegnes sædvanligt som videnskabsfolk.

Men denne beskrivende, videnskabelige aktivitet véd filosoffer ingenting om. Filosoffernes snak om videnskab oser, ligesom al anden filosofsnak, af bedreviden og indforståethed. Filosoffer udtaler sig belærende om videnskab, men har intet førstehånds kendskab til hvordan videnskabelig aktivitet faktisk foregår. De læser kun hvad hinanden skriver.

Således taler filosoffer ikke alene om videnskab, men om videnskabsteori. Det er noget de har taget patent på. Og en sådan filosofisk sag udvikler sig på en måde der er karakteristisk for filosofi, med en følge af ismer der afløser hinanden. Hver isme fortæller at den foregående er forkert. Den ene er mere ligegyldig end den anden, for det er på forhånd givet at den næste der kommer fortæller at den der nu er på mode er rent vrøvl. Videnskabsteori har således bl. a. haft John-Stuart-Millismen, der fortæller hvordan videnskaben handler om at bevise sande teorier. Senere kom Popperismen, der siger at John-Stuart-Millismen er forkert, det drejer sig om at teorier kan vises at være falske. Så kom Kuhnismen, der siger at Popper-ismen er forkert, det hele drejer sig om videnskabelige revolutioner hvor der opfindes et nyt paradigme. At ingen, heller ikke Kuhn selv, kan fortælle klart hvad et paradigme er, bekymrer ikke filosoffer, ordet klinger smart.

Filosoffernes påstand om at deres videnskabsteorier er betydningsfulde for videnskabsfolks arbejde er rent vrøvl, grebet ud af filosoffernes bedrevidende fantasi. Det kan bevidnes af både mig selv, som forfatter af 354 videnskabelige skrifter med emner fra bl.a. astronomi, datalogi, og fysik, og af de fleste andre aktive videnskabsfolk, at filosoffernes snak ikke har eller har haft den ringeste værdi for det vi foretager os i vores løbende arbejde. Den måde vi går frem har vi ikke lært af nogen filosof, men af andre videnskabsfolk i vores fag. Vi har kunnet granske deres skriftlige arbejder og i visse tilfælde kunnet drøfte tingene med dem. Det er den måde man bliver bekendt med hvad videnskabelig aktivitet i et fag er for noget, og den eneste mulige måde. Forståelse af hvordan skabende videnskabeligt arbejde foregår kan kun komme fra dem der kan det, altså fra produktive videnskabsfolk.

At filosofferne ikke desto mindre har kunnet narre folk til at tro at de egner sig til rollen som vejledere for videnskabelig aktivitet hænger formentlig sammen med at brugbare redegørelser fra aktive videnskabsfolk om hvordan de bærer sig ad med at nå frem til nye resultater er sjældne. Den der overhovedet er i stand til, og giver sig af med, skabende videnskabelig aktivitet vil nødvendigvis være totalt engageret, dag og nat, i selve denne aktivitet – ellers kommer det ingen vegne. I en sådan situation er der ikke megen plads til overvejelser over hvordan det foregår.

Det er derfor et enestående værdifuldt dokument vi har i bogen Den Dobbelte Spiral, som James Watson skrev femten år efter at han selv og Francis Crick havde gjort århundredets største videnskabelige opdagelse, i form af en struktur for DNA-molekylet. Watson skriver selv i sit forord, at han håber hans bog viser at videnskaben sjælden går frem på den direkte logiske måde som udenforstående forestiller sig. I bogen får vi da også at vide at det væsentlige af det han selv og Crick igennem halvandet år har været igennem, har været at afprøve, og næsten altid forkaste, tusinder af muligheder for det svar, den struktur, de håbede at finde. Dag efter dag nye forsøg, enten blot i tankerne, eller som eksperimenter med det puslespillignende molekylmodel-byggesæt som de havde fået lavet. Alt drejede sig om beskrivelser af det molekyle de interesserede sig for, DNA, og disse beskrivelsers form. Enten de beskrivelser der allerede var formuleret af andre videnskabsfolk, eller dem der kunne afledes ved nye røntgenundersøgelser af molekylet, eller dem de selv prøvede at opstille. Heri er der ingensomhelst logik. Ingen af disse beskrivelser har nogen sandhedsværdi. Hver af dem giver udtryk for visse egenskaber ved DNA, men ingen, heller ikke den strukturmodel Watson og Crick selv når frem til, den som blev belønnet med Nobelprisen, er sand eller korrekt. Talen om logik og sandhed er i denne sammenhæng blot filosofvrøvl.

Hist og her træffes der dog hos rigtige videnskabsfolk noget de kalder filosofi. Hvis man ser det nøjere efter er det dog lige så forvrøvlet som det man træffer hos dem der kalder sig filosoffer. Forholdet giver sig de besynderligste udslag. Tag for eksempel Niels Bohr. Han citeres i Niels Blædels biografi for udtalelsen: ‘Jeg har gjort en stor opdagelse, en meget stor opdagelse: alt, hvad filosoffer nogen sinde har skrevet, er det rene vås.’ Men det har ikke afholdt Bohr fra gennem årene at skrive en hel række skrifter der nutildags udgives i tre bind af et amerikansk forlag under fællestitlen: The Philosophical Writings of Niels Bohr.

I et af de kendteste af disse skrifter fortæller Bohr om sine diskussioner med Einstein om hvordan kvantemekanikken skulle forstås. Et kernepunkt i deres diskussioner var et eksperiment hvor der sendes en smal lysstråle mod to parallelle, smalle spalter. Det viser sig at det lys der slipper igennem til en skærm på den anden side af spalterne danner et stribet mønster. Spørgsmålet var da hvordan man for et enkelt lyskvant, den mindste bestanddel af lysstrålen, kunne vide hvilken af de to spalter kvantet ville gå igennem, og hvorledes dets afbøjning kunne afhænge af den spalte det ikke gik igennem. Bohr accepterede kvantemekanikkens beskrivelse, der ikke siger bestemt hvor lyskvantet vil lande, men blot angiver sandsynligheder for forskellige steder, uden at tale om hvor kvantet har været undervejs. Det var Einstein ikke tilfreds med, denne tilfældighed. Han ville ikke tro, som han sagde, at gud kaster med terninger.

Bohrs reaktion herpå, som han selv har refereret, var besynderlig. Han svarede slet ikke, men sagde blot at ‘allerede oldtidens tænkere havde manet til forsigtighed med at tilskrive forsynet attributter hentede fra dagligsproget’. Det siger jo ingenting.

Og dog ville det være let nok at svare Einstein. Hvis Einstein ikke har lyst til at tale om at gud kaster med terninger behøver vi blot at sige at hvert lyskvant har sit eget gemyt, sin egen stil. Vi må altså vænne os til at sige at lyskvanterne alle er forskellige. Men hvorfor skulle vi ikke sige det? Det er jo ikke andet end filosofisk snak. Og så kan vi sige at den vej kvantet går gennem spalterne afhænger af dets gemyt. På den måde behøver vi heller ikke sige at gud har besværet med hele tiden at skulle kaste terning for de utallige lyskvanter der farer rundt alle vegne.

Og alt dette er blot filosofisk vrøvl om hvordan lyskvanterne virkelig er og hvad gud virkelig foretager sig. Dette fjolleri kan tjene til at illustrere hvad der kommer ud af filosoffernes evindelige krav om at ‘videnskaben’ skal beskæftige sig med sande forklaringer. Det fører kun til ørkesløst vrøvl, selv hos geniale videnskabsfolk som Einstein og Bohr.

Hvad der er langt værre er, at filosoffernes bedrevidende snak i visse videnskabelige sammenhæng ikke blot har ført til lidt ligegyldigt vrøvl, men er gjort til bestemmende for hvad videnskabsfolkene beskæftiger sig med. Filosoffernes snak har da anrettet stor skade. Et fremtrædende eksempel handler om psykologi i det tyvende århundrede.

Psykologi, altså beskrivelsen af menneskers tankeliv, har været dyrket i årtusinder, oftest i uklar sammenblanding med filosofsnak. Det er betegnende at tidsskrifter og håndbøger indtil i dag ofte har haft ordene ‘psykologi og filosofi’ i deres titel. I løbet af det nittende århundrede lykkedes det imidlertid en række angelsaksiske psykologer at frigøre sig fra den filosofiske forvrøvling og at etablere en forsvarlig, rent beskrivende psykologi. Højdepunktet blev nået med William James Principles of Psychology fra 1890, et videnskabeligt hovedværk i menneskehedens historie.

Men omkring 1910 indtraf det katastrofale tilbageslag i psykologien, under betegnelsen behaviorisme. Denne reaktion udsprang af filosoffers påstand om at ‘rigtig videnskab’ handlede om at bevise logisk at naturlovene er sande. Psykologi skal være ligesom fysik, sagde behavioristerne, psykologer må kun bære sig ad sådan som filosofferne siger at fysikere gør. Behavioristerne forbød enhver tale om menneskers tanker og oplevelser, for de kan ikke ses udefra af andre. De erklærede det for uvidenskabeligt i psykologi at tale om andet end menneskers udefra synlige opførsel, deres behavior.

Med behaviorismen er psykologi kørt totalt i grøften, og efter at det således er blevet forbudt at tale om hvordan mennesker faktisk oplever det at være til, står vejen frit åben for en række af de senere års dårskaber. En af dem er vrøvlet om at mennesket er en computer, en idé der kun kan fostres af den der intet forstår, hverken om mennesker eller computere. Feltet kaldes artificial intelligence, kunstig intelligens. Med støtte fra amerikanske forskningspenge har feltet været dyrket intenst siden 1950erne, indtil for femten år siden da den totale fiasko omsider var så åbenlys at pengekassen blev smækket i.

Forvrøvlingen i psykologien har bredt sig over forståelsen af menneskers sproglige aktivitet. Den måde vi reagerer indbyrdes når vi taler sammen påstås at handle om at vi uafladelig bruger sprogregler og tegn der har en ‘mening’. Men hvad er disse sprogregler og ‘meninger’ som påstås at være bygget ind i os? Det er blot filosofisk tågesnak der udspringer af en forkvaklet forståelse af det menneskelige tankeliv.

Men som man kan læse i Emmeche, Køppe og Stjernfelts kronik modtages den moderne forvrøvling af psykologi med kyshånd af filosoffer. Så langt fra at bidrage med holdbar indsigt, bidrager filosofferne til forvrøvlingen.

Lad os videnskabsfolk derfor blive fri for filosofi og filosofikum. Hvis videnskabsfolk har brug for noget fællesgods, noget som ikke er særligt for det aspekt af verdens foreteelser de vil beskrive, da er der blot dette: opøvelse i at gennemskue vrøvlet, altså sådan snak hvori betegnelserne er tomme, ikke betegner noget bestemt. At gennemskue vrøvl er det omvendte af filosofi, som er tilvænning til, først, at acceptere vrøvl uden protest, og derefter at elske vrøvlet. Et kursus i at gennemskue det filosofiske vrøvl kunne som grundbog anvende: Peter Naur: Antifilosofisk Leksikon - Tænkning, sproglighed, videnskabelighed, 1999.